Musik har altid haft betydning for mennesker.
I gamle tider til formidling af nyheder, til at understøtte cerimonier og sikkert også til mere "ren" underholdning.
Selv den dag i dag er der fortsat kunstnere, der holder
fast i, at musik skal have et budskab - og så er der en masse "se-mig-hør-mig-jeg-vil-være-kendt-og-rig-NU-musik", der kun har til formål at underholde og gøre musikeren rig og berømt - og hvor musikere og sange
er glemt hurtigere end hurtigt.
Vi kan lide næsten al slags musik - og vi vil ikke gøre os til dommere. Selvfølgelig har noget musik en bedre kvalitet end andet, men det hele har givetvis sin berettigelse.
Det kan sammenlignes
lidt med mad - vi elsker også rigtig god mad tilberedt af dygtige kokke og med brug af gode råvarer - men vi er altså ikke for fine til at hugge en burger eller en pizza.
Pop, rock, jazz, klassisk, hip-hop, soul, country m.m.m. - vi
snupper det hele, når blot der er en melodi-linje i det.
"livretten" er og bliver dog sing-a-song-writer musik. En kunstner der har en ild og vil fortælle en historie - og som samtidig har talent til at gøre det på en iørefaldende
måde. Et næsten uundgåeligt eksempel herpå er Bruce Springsteen. En mand der har en historie at fortælle - og som ville gøre det uanset pengene - blot fordi han ikke kan lade være.
Det er ambitionen - med tiden
- at fortælle lidt om nogle af de kunstnere og pladehuse, der har været nyskabende i forhold til musikbilledet efter 2. verdenskrig. Fra jazz, country og bigbands over rock´n´roll til rock/beat, soul og pop.